at gribe ind i den engeste familiekreds, hvor det altid måtte forudsættes, at, hvis ikke ætten selv umiddelbart hævner drabet på det skyldige medlem, vil den endnu mindre tåle andres indblanding. – En lignende eufemistisk betraktningsmåde gjør F. L. IV. 35 gjældende, hvor der handles om hustruens drab eller anstiftelse af drab på sin mand. Her er det tvende forskjellige ætter, som står lige over for hinanden: Er drabet skeet i utuktig forståelse med en anden, har den dræptes frænder ret til at dræbe eller lemlæste hende, om de vil, og af hendes gods skal udredes fuld mandebod, hvis hun selv har forøvet, og halv, hvis hun har anstiftet drabet; gjerningsmanden bliver ubødemand. Har hun derimod øvet drabet i hidsighed, fordi manden uden grund har mishandlet hende, skal hun alene fare af landet og forblive udenlands, indtil erkebiskoppen tillader hende at vende tilbage, og bøde til den dræptes frænder efter gode mænds skjøn. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 blev alle de her nævnte drab, som oven forklaret, gjorte til ubødesager; tillægget: nema óðs manns verk verði, sikter her selvfølgelig alene til den virkelige afsindighed.
Visse kvalificerende omstændigheder ved drab medførte en skjærpelse af ansvaret såvel til den dræptes frænder som til kongen, uden at det dog blev ubødesag, (misvígi). Dels måtte dobbelt mandebod, dels fuld ret erlægges ved siden af mandeboden til frænderne, og en tillægsbod af 3 mark eller 12 ører foruden tegngildet til kongen. Hertil henregnedes navnlig: at drabet var forøvet på en særdeles grusom eller forhånende måde,[1] eller
- ↑ såsom med hagespyd eller pil, som må skjæres ud, eller ved flere end 7 sår, eller ved tørre hug, eller når den dræpte var styrtet i vandet, i ild eller udfor berg, eller dræpt, medens han forrettede sin nødtørft.
