forbundet med bortførelse eller mishandling af det døde legeme;[1] at viglysningen ikke var fyldestgjørende, eller at drabsmanden bagefter pralede af sin gjerning, eller trodsigen forsømte at søge forlig og byde bøder i betimelig tid. G. L. 238, 240 og 241 opregner en hel del herhen hørende tilfælde. F. L. har vistnok ingen dertil svarende udtrykkelig bestemmelse; men det kan ikke betvivles, at samme grundsætninger også har gjældt her, da begge love gjør anvendelse deraf for legemsfornærmelsers vedkommende, og bøderne i drabstilfælde, som før forklaret (Forel. over Retshist. I. S. 89), var gjenstand for overenskomst i det enkelte tilfælde, følgelig drabsmandens adgang til at beholde sin fred afhængig af, at han opnåede forlig med den dræptes frænder. – Plyndring af liget (valrov) var ubødesag.
Den nyere landslov har i det hele bibeholdt de ældre loves bestemmelser om forskjellen mellem simpelt forsætligt drab og nidingsdrab, drabets lysning m. v., se M. L. IV. 1446, 10 og 11. Men ligesom Magnus lagabøter ved en retterbod af 1271 afskaffede den sidste rest af privathævnen og frændebøderne, og i dets sted forordnede, at mandeboden for hvert enkelt tilfælde skulde bestemmes ved uvillige mænds skjøn,[2] – således erholdt også straffen for det simple drab en ganske forandret karakter derved, at drabsmandens adgang til at beholde sin fred gjordes afhængig af kongelig landsvist; idet, uden denne, forlig med den dræptes frænder ikke var gyldikt, medens omvendt landsvistbrevet i ethvert tilfælde be-
