Magister Iver havde hidtil vægret sig ved at fremvise sine Adkomstdokumenter; men saasnart han hørte dette, skjød han de omstaaende til Vidner, tog sin Hat af og gik hen og rakte Oberbergmesteren og sin Modpart Haanden. „Og jeg,“ sagde han, „forpligter mig til, hvis mit Muthbrev ikke lyder paa Lesjeskogen, at give Eder, Hr. Bergmester, 500 Rigsdaler, og,“ vedblev han, idet han vendte sig til Jørgen Philipssøn, „jeg skal efter denne Dag ikke længere holdes for en ærlig Prestemand, men for en Skjelm og en Bedrager.“. „Det er godt,“ sagde Oberbergmesteren. Nu fremtog virkelig Mag. Iver sit Muthbrev, og det viste sig da, at han havde Ret. Johannes Barth udbrød vistnok i Befippelsen: „Det er vel, det er vel;“ – men hans Kjendelse gik dog ud paa, at Magister Iver skulde fravige Verket, medens Jørgen Philipssøn uden Hindring kunde indtræde i Eiermandens Rettighed, naar han fandt for godt. Magister Iver maatte da fortrække, saa nødig han end vilde, men var dog fast bestemt paa at indanke sin Sag for en høiere Domstol.[1]
Der haves kun faa sikre Oplysninger om, hvad der foregik i Gudbrandsdalen i de sidste Maaneder af Aaret 1659. Som tidligere bemærket havde Jørgen Philipssøn den hele Tid, han var Foged her, vaaget med Omhu over sin egen Fordel og allerede høstet en klækkelig Formue. Man maa ei heller undre sig over, at der stod saa megen Respekt af ham i Bondens Øine; thi Fogderiets Jordebøger for disse Aar viser, hvorledes han lidt efter lidt
- ↑ Johannes Barths „Weisung“, dateret Lesje Prestegaard 1ste August 1659. Ole Toftes, Jakob Madssøns, Christen Hofauks og Mads Bergdals Vidnesbyrd, dat. Lesje 2den August 1659 (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne). Nikolaus Greins Vidnesbyrd, dat. Christiania 16de Marts 1660. (Herredagsdombog f. 1661).
