var kommen i Besiddelse af Odelsretten til et overveiende Antal af Gaardene i flere af de Prestegjeld, som hørte under hans Omraade. Herved var han vistnok kommen i Kollision med den bekjendte kongelige Forordning af 16de December 1590, der forbød Bondelensmændene, Fogderne og Presterne at opkjøbe Jordegods i sine Kredse; men denne var dog aldrig bleven strengt overholdt. Under de forhaandenværende Forhold ansaa han det imidlertid for sikrest at give Afkald paa Fogderiet, saa meget mere som han kunde være vis paa at erholde fuld Erstatning for det i Bergverket paa Lesjeskogen. Men for at have Ryggen fri drog han Omsorg for, at han til Eftermand fik sin Svoger Jens Madssøn.
Det er indlysende, at denne og Magister Iver allerede fra første Færd af maatte være svorne Fiender. Der haves nok af Vidnesbyrd om, at Fogden benyttede sig af enhver Anledning til at chikanere Provsten, og det staar ikke til at negte, at denne paa sin Side ogsaa bar sig høist uforsigtig ad. Han henfaldt mere og mere til Drik, og naar han var beruset, kunde han udtale saa formastelige Ord, som at „Gud ikke var retfærdig, om han ei lod ham vinde sit Bergverk“ o. s. v. Ja, man har endog et Vidnesbyrd om, at Provsten engang i Jens Madssøns eget Hjem truede ham med sin Kaarde.[1]
Blandt dem, som var tilstede i det omtalte Møde paa Bjøllerud, var ogsaa Magister Ivers unge Svoger, Jakob Madssøn Lund, en Søn af den bekjendte Biskop i Lund Mads Jenssøn Middelfart og en Søstersøn af den afdøde Lensherre i Throndhjem Peder Vibe.[2] Vaaren 1660 foretog denne en Reise til Kjøbenhavn, sandsynligvis
