havde villet bidrage sit til at redde Christopher ud af hans møisommelige Liv i Urden.
Den mest anseede Mand i Gudbrandsdalen var dengang den formaaende og lærde Provst, Magister Iver Pederssøn Adolphus, Sogneprest til Fron og Søthorp. Han tilhørte en Borgerfamilie, som i nogle Generationer spillede en ikke ubetydelig Rolle her i Landet. Hans Fader var den bekjendte Dr. juris og medicinæ Peder Alfssøn, som døde i Sextiaarene efterat have taget sin Afsked som Lagmand i Throndhjem. En Søster af ham var gift med Faderens Eftermand paa Lagstolen, Niklas Povelssøn, der eiede Løkkens Kobberverk i Meldalen. En yngre Broder var den myndige Hr. Alf Pederssøn til Ringsaker, Paven kaldet, om hvem der senere skal berettes. Selv var Magister Iver født i Bergen i Aaret 1620 og var altsaa ved denne Tid en Mand i sine bedste Aar. Med Hensyn til Begavelse og Lærdom stod han vistnok langt over sine Medbrødre i den norske Kirke. I sin Ungdom havde han besøgt fremmede Universiteter, og navnlig sees han i længere Tid at have ligget i Leyden, det 17de Aarhundredes fornemste Lærdomssæde. Under sit Ophold her udgav han et Par Skrifter. I det ene af disse, hans rhetoriske Haandbog „Medulla oratoria“, som flere Gange blev optrykt paany, har man et Bevis paa, hvor mærkelig vel bevandret han var i de gamle Klassikere, og hvilken sjelden Sands han havde for en elegant latinsk Stil.[1] Umiddelbart efter Hjemkomsten 1647 blev han kaldet til Personelkapellan hos den alderstegne Sogneprest til Fron, Hr. Thor
- ↑ Nyerup og Krafts Literaturlexikon. „Medulla oratoria, continens omnium transitionum formulas, qvibus ornari possit oratio rhetorica. In gratiam studiosorum eloquentiæ ex variis oratoribus collecta ab Ivaro Petr-Adolpho, Norvego“.
