Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/287

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

havde villet bidrage sit til at redde Christopher ud af hans møisommelige Liv i Urden.

Den mest anseede Mand i Gudbrandsdalen var dengang den formaaende og lærde Provst, Magister Iver Pederssøn Adolphus, Sogneprest til Fron og Søthorp. Han tilhørte en Borgerfamilie, som i nogle Generationer spillede en ikke ubetydelig Rolle her i Landet. Hans Fader var den bekjendte Dr. juris og medicinæ Peder Alfssøn, som døde i Sextiaarene efterat have taget sin Afsked som Lagmand i Throndhjem. En Søster af ham var gift med Faderens Eftermand paa Lagstolen, Niklas Povelssøn, der eiede Løkkens Kobberverk i Meldalen. En yngre Broder var den myndige Hr. Alf Pederssøn til Ringsaker, Paven kaldet, om hvem der senere skal berettes. Selv var Magister Iver født i Bergen i Aaret 1620 og var altsaa ved denne Tid en Mand i sine bedste Aar. Med Hensyn til Begavelse og Lærdom stod han vistnok langt over sine Medbrødre i den norske Kirke. I sin Ungdom havde han besøgt fremmede Universiteter, og navnlig sees han i længere Tid at have ligget i Leyden, det 17de Aarhundredes fornemste Lærdomssæde. Under sit Ophold her udgav han et Par Skrifter. I det ene af disse, hans rhetoriske Haandbog „Medulla oratoria“, som flere Gange blev optrykt paany, har man et Bevis paa, hvor mærkelig vel bevandret han var i de gamle Klassikere, og hvilken sjelden Sands han havde for en elegant latinsk Stil.[1] Umiddelbart efter Hjemkomsten 1647 blev han kaldet til Personelkapellan hos den alderstegne Sogneprest til Fron, Hr. Thor

  1. Nyerup og Krafts Literaturlexikon. „Medulla oratoria, continens omnium transitionum formulas, qvibus ornari possit oratio rhetorica. In gratiam studiosorum eloquentiæ ex variis oratoribus collecta ab Ivaro Petr-Adolpho, Norvego“.