Lauritssøn, og ægtede dennes Datter Birgitte. Da Svigerfaderen døde, valgte Menigheden ham til hans Eftermand.[1]
Staar Magister Iver i Henseende til Lærdom end høit over sine Samtidige, havde han dog paa den anden Side ei formaaet at frigjøre sig for den Raahed og Ryggesløshed i Omgang og Sæder, som var et særligt Kjendetegn for denne Tidsalder. Navnlig var han sterkt henfalden til Drik, og naar han var beruset, var han yderst voldsom og uregjerlig. Naar han var i den Tilstand, kunde han skræmme Folk ved at sige, at han stod i Ledtog med den Onde;[2] andre Tider udlod han sig med, at han ikke burde have været Prest, men Hærfører, hvilken Tale man ansaa for at være en Spot over det hellige Prædikeembede. Stundom kunde det og hænde, at han i sit Raseri truede med at bruge Kniv paa sig selv.[3] Engang – det var en Maaneds Tid før Jul 1659 – havde han været i et Gravøl, hvor der var bleven drukket meget tæt, og kom aldeles fuld hjem til Prestegaarden, „mere lig en Daare end en hæderlig forstandig Prestemand“ at se til. Her var en Prestesøn fra Faaberg, Studiosus Samuel Sachariassøn, som reiste om for at lade sig høre af Menighederne i de ledige Kald, just tagen ind. Magister Iver lod sin Gjest vel beverte, og de to Prestemænd blev nu siddende ved Drikkebordet udover til Midnatstider, hvorunder Verten førte „megen unyttig Tale med Daarlighed, Gudsbespottelse, Bagtalelse og Banden“, saa Gjesten – det paastod han ialfald senere – „ønskede sig langt bort fremfor at høre slig Guds
