Til Trods for at Christopher Flagestad var lyst fredløs, finder man dog, at han tidt og ofte var paa Vandring inden Prestegjeldet, snart nede i selve Bygden, snart paa Skogen, snart i Dovre Annex.[1] Navnlig sees han at have staaet i stadig Forbindelse med sin Broder Christen Hofauk og sine Svogre paa Kolstad og Tofte. Det forekommer endog, som han allerede i levende Live har været omfattet med den Sympathi, som Almuesmanden i vort Land pleier at nære for store Forbrydere efter deres Død. Det tør vel ogsaa være muligt, at der har ligget en efter Tidens Leilighed undskyldende Omstændighed til Grund for hans Forbrydelse. Da aabnede der sig efter et Par Aars Forløb Udsigt til, at han skulde faa sin Straf eftergivet.
Det er neppe tvivlsomt, at Tilværelsen af flere af de Gruber og Kisgange, som man optog til Drift i den første Halvdel af det 17de Aarhundrede, allerede før havde været bekjendt i de Bygdelag, hvori de laa. I denne Omstændighed har man fornemmelig at søge Kilden til de uendelige Trætter og Processer, som i Regelen udspandt sig om Eiendomsretten, naar et Verk først var kommet i Gang. Thi det var ofte nok umuligt at afgjøre, hvem der var den første Finder af Malmanvisningerne. Der var nemlig en gjængs overtro i Bygderne, at den, som stødte paa en Ertsgang, gjorde klogest i ikke at omtale det; ellers, mente man, vilde det ganske vist gaa ham ilde.[2]
