skab, idet de gjorde Søsterbytte; Ole Tofte fik Hr. Jens’s Datter Mari, medens Christopher ægtede Marit Tofte. Vi vil snart se, hvilken Kjæde af Ulykker disse Forbindelser skulde drage efter sig.
Mærkelig nok sætter Traditionen ogsaa Hr. Jens’s Død i Forbindelse med de Planer, han omgikkes med at faa sin yngste Datter Anne forsørget. Da det led ud i Tretiaarene, blev Hr. Jens saa skrøbelig at han maatte tage til Medhjælper Hr. Sivert Engebretssøn, en Bondesøn fra Faaberg. Hr. Jens ønskede, at denne, som paa en Maade var bleven ham paatvunget, skulde ægte hans Datter Anne; men dette vilde Kapellanen ikke indlade sig paa. Misfornøiet herover reiste Hr. Jens saa i Aaret 1639 ned til Christiania for at forklage ham hos Biskopen. Hvorledes hans Erinde her faldt ud, vides ikke; men paa Hjemveien blev den gamle Prest saa syg, at han maatte tage ind paa Ringsaker Prestegaard, hvor han snart afgik ved Døden. Hans Grav saaes endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede paa Nordsiden af Kirken.[1] Ved Menighedens Valg blev Hr. Sivert Engebretssøn kaaret til Sogneprest. Han ægtede strax efter en Datter af Hr. Jørgen Marstrand, Sogneprest til Grytten i Romsdalen. Anne Jensdatter blev omtrent paa samme Tid gift med Ole Olsen Kolstad, en slu og rænkefuld Kakse der i Bygden, der stadig beskjæftigede Sorenskriver og Meddomsmænd med Sager af forskjellig Art.
Det Fiendskab, Hr. Jens nærede til sin Kapellan, gik i Arv over paa de fleste af hans Børn og Svigersønner, saa at Bygden under hele Hr. Siverts Embedstid var splittet i to Partier. Den fornemste Leder af denne stadige
- ↑ Christian Carlstrøm, Prosteriet Hedemarkens geistlige Antikviteter (Chra. Univ.-Bibl. Mskrpt.-Saml. No. 385 4to).
