være omkomne af Sult.[1] Bønderne i Gudbrandsdalen sendte sine Plogjern ind til Statholderen paa Akershus – det var et i Trængselstider almindeligt Tegn paa, at de ei magtede at betale sine Skatter og Afgifter, og at de vare villige til at gaa fra sine Gaarde.[2] Fra det høitliggende, frostlændte Lesje Prestegjeld vandrede Folket ud i Skarer.[3]
Dengang var en dansk Mand, Hr. Jens den ældre, Prest til Lesje og Dovre. Nøden voxede og Menigheden tyndedes, og omsider saa han sig ogsaa nødt til at følge Strømmen og friste sin Lykke andensteds. Det fortælles, at han da var saa fattig, at han ikke eiede Hest, men selv maatte han trække sin Hustru og det lille Bohave, de havde tilovers, paa en Kjelke ud af Bygden. Sin Menighed saa han ikke mere igjen; thi kort Tid efter blev han Sogneprest til Øier og Provst over Gudbrandsdalen og døde som saadan omkring Tyveaarene.
Lesje Prestegjeld var saaledes uden Sjælesørger. Saa udarmet, som Bygden var, fandtes der heller ingen, som lystede at overtage Kaldet her, før man henvendte sig til Hr. Jens’s Søn af samme Navn, som gik i fjerde Lektie paa Throndhjems Skole. Han gav efter for Menighedens Ønske og kom om Sommeren „som en meget fattig Person“ vandrende paa sin Fod til Lesje. Her tog han ind paa Gaarden Hattrem hos en Bonde ved Navn Svend, hvis
- ↑ Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, I, S. 148 f., jfr. L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 79.
- ↑ L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 35, Anm.
- ↑ I det følgende har jeg væsentlig fulgt H. F. Hiorthøy’s Beskrivelse over Gudbrandsdalene Provsti (Kbhvn. 1786), II, S. 10–12. De her tildels paa authentiske Dokumenter byggede Oplysninger findes gjengivne i L. Daae’s Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 35 ff. Andre Kilder, som er benyttede ved Siden af, er citerede.
