det andet Uaar (1601–1602), der i Folkemunde bærer Navnet det store Dyraar.[1] Der var samtidig stor Nød i det øvrige Nordeuropa, saa ingen Korntilførsel derfra kunde finde Sted. En Skjeppe Byg blev derfor betalt med 4 Rdlr., naar den var at opdrive.[2] I det Throndhjemske siger Almuen endnu, at „paa Nordkanten af Landet (d. e. nordenfor Dovrefjeld) blev Græstuen ei grøn den hele Sommer“.[3] Ved Olsokstider faldt der paa dere Steder baade norden- og søndenfjelds en saadan Mængde Sne, at den i Fjeldene naaede Folk til Beltestedet, men i Dalene til Knæs.[4] Da denne Sne efter fjorten Dages Forløb gik bort, indfandt Markmus og Lemæn sig i store Skarer og aad op, hvad Frosten og Sneen havde skaanet. Andre Steder ved man at berette om, at Bønderne kunde trække Løvkjærverne, som blev skaarne for at holde Kvæget i Live, hjem over Indsøer og Vande, der allerede i Begyndelsen af August Maaned var tilfrosne.[5]
Under disse Ulykker synes Indlandsbygderne og navnlig da Egnene omkring Dovrefjeld at have lidt mest. I Opdal skal efter en optegnelse af den dalevende Sogneprest, Hr. Morten Bjørnssøn, ikke mindre end 80 Mennesker
- ↑ Det Throndhjemske Selskabs Skrifter, I, l. c. L. Daae, Norske Bygdesagn, Første Samling (2den Udgave), S. 79, jfr. S. 38.
- ↑ „I denne dyre Tid var ikkun lidet Penge iblandt Folk. De gav derfor varer for Korn og fik for en Kobberkjedel ei mere Korn, end den kunde tage“. Relation om Sigdal (Mskrpt. No. 2 fol. i Rigsarkivets alm. Saml.).
- ↑ Efter mundtlig Fortælling i Meldalen, Rennebo og Guldalen.
- ↑ I. Ramus, Norges Beskrivelse (Kjøbenhavn 1735), S. 192, hvor Aarstallet dog er urigtig angivet.
- ↑ I Bindalen siger Sagnet, at Søerne i Lommunddalen kunde kjøres. Det ovenciterede Manuskript om Sigdal beretter, at „imellem Laurentii og Bartholomæi Dag jagede man Elgsdyr paa de tilfrosne Fjeldvande“.
