heller ikke er ældre, viser sig for det første deraf, at det knytter sig til den i Sagaoversættelsen komponerede Samtale mellem Moder og Søn, og dernæst ogsaa af, at dette Sagn om Sverres Hule endnu i 1817 ikke havde fæstet sig til noget bestemt Punkt; Presten Lyngby oplyser nemlig efter sit Ophold ved Kirkebø i Sommeren 1817:[1] „Anbelangende Sverres Hule, som skulde findes i Nærheden af Kirkebøe, da vidste stedets Beboere vel af dette Saga at sige, men vidste ikke, hvor denne Hule fandtes, forsikrede ogsaa, at der i Nærheden deromkring ikke var nogen saadan Hule i Fjeldet, hvori et Menneske skulde kunne bevare Livet en heel Vinter over“.[2] I stærk Modsætning til denne usikre og enkle Tradition staar Sagnet om Kong Sverre hos Schrøter, en kort liden Saga, der leverer saa fuldstændige og tilsyneladende saa paalidelige Oplysninger, at endog P. A. Munch fandt sig beføiet til at benytte den ved Siden af Sverres Saga eller endog ophøie den over denne. Jeg anser det for sikkert, at dette Sagn ikke er gammelt, at det dels stammer fra Sagauddraget, dels fra Tilsætninger efter Læsning i Kongesagaerne, dels endelig fra ligefremme Tildigtninger af Provsten Schrøter. Vi skal betragte disse Bestanddele hver for sig.
1. Ligesom i Sagauddraget Unas er „Smed“, er han hos Schrøter Vaabensmed, aabenbart fordi Vaabensmede var de anseligste Smede. Ligesom i Sagauddraget fødes Sverre før hans Moders Ægteskab med Unas; ligesom der reiser Unas med Kone og Søn til Færøerne, da Sverre er 5 Aar gammel; og endelig ligesom der aabenbarer
