er aabenbart Oversætterens Partiskhed for Nationalhelten: ligesom han før har omtalt Sverres Herkomst som sikker nok og kun skjult for Sverre selv, saaledes vil han ikke, at Paven eller den katholske Geistlighed skal have nogen Del i ham. Jeg har her dvælet ved Sagaoversættelsens Eiendommeligheder, fordi disse gjenfindes i de færøiske Sagn, og fordi man støttet til disse har villet hævde Sagaoversættelsens Troværdighed ved Siden af Sagaen. Det er imidlertid langt fra, at man kan hævde de færøiske Sagns Uafhængighed af Sagaen; isaafald skulde man jo først og fremst vente at finde selvstændige sagn om Sverre hos Lucas Debes, men denne – refererer kun Sagaoversættelsen (efter Peder Claussøn i Worms Udgave); da han ikke som ved omtalen af Sigmund Brestessøn og Magnus Heinessøn nævner noget om de indenlandske Traditioner, er det sikkert nok, at han ikke kjendte saadanne om Kong Sverre.
Og endnu saa sent som i 1809 ved ikke Joach. Begtrup, der selv havde været Prest i Thorshavn, andet at lægge til Grund for sin Beretning om Kong Sverres Ungdom end „den norske Krønike“ (ɔ: Peder Claussøn). Hans eneste Tilføielser ere: „Man viser endnu paa Fjeldet, som skiller Thorshavn fra Kirkeby, en Hule, hvor denne mærkværdige Samtale mellem Moderen og Sønnen forefaldt, og som endnu i denne Dag kaldes Sverres Hule. Den mundtlige Fortælling vil, at han skulde være Præst i Thorshavn som det fornemste Sted, hvilket jeg lader staa ved sit Værd“. Det sidste Tillæg er, som Begtrup antyder, meget modernt, thi Thorshavn har faaet sin egentlige Betydning som Handelssted i 18de Aarhundrede, og før den Tid har man saaledes visselig ikke udnævnt Sverre til Prest i Thorshavn. Men at Lokalsagnet om „Sverres Hule“
