æktemand i utuktig forstaaelse med hans kone.[1] Ved Magnus Erlingssøns Rb. af 1164, G. L. 32; F. L. V. 45 føjedes hertil: lejet drab af banditter (flugumenn) samt drab på forældre, børn eller syskende, og ved Håkon Håkonssøns Rb. af 1260, F. L. Indl. 8, Hkb. 20: hævn, øvet på andre end gjerningsmanden eller anstifteren selv. Ved M. L. IV. 3 og 4 tilføjedes endvidere: drab på den, der har kongelikt landsvistbrev, drab på lagmanden, samt drab, forøvet i kongens nærværelse, eller i hans herberge eller hans gård eller på hans skib, selv om han ej selv er der tilstede; endvidere forsvar eller hævn for alle ubødemænd.
Ved mord forstodes hemmelikt drab; overlægget kom derimod ikke i betraktning. For ikke at blive betraktet som morder, måtte drabsmanden samme dag vedgå sin gjerning (lýsa vígi á hendi sér), se G. L. 156, 157 og 158; F. L. IV. 7 og 23; B. R. 27; M. L. IV. 11. Drabet skulde lyses, selv om det var forøvet i fleres nærværelse, idet forøveren da for disse opgav sig som gjerningsmand. Ellers skulde gjerningsmanden lyse drabet på den nærmeste gård ved gjerningsstedet; med mindre der sammesteds var nær beslægtede eller besvogrede af den dræpte, i hvilket tilfælde drabsmanden kunde fare den gård forbi, og ligeså den næste; men på den tredje gård måtte han i ethvert fald lyse drabet, hvis det ikke skulde betraktes som mord. Han skulde sige sit rette navn og opgive sit opholdssted den sidste nat, med mindre han havde sit hjem ganske nær ved drabsstedet. De, for hvem drabet var blevet lyst, havde da strax at frembære beretningen
- ↑ Dette lovsted er vistnok af sednere oprindelse og stammer åbenbart fra en kirkelig kilde, måske fra kardinal Nikolaus eller erkebiskop Eystein.
