Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/27

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

på det af den dræptes eftermålsmand tilstevnte ørvarting eller i kjøbstaden på det første møde.[1]

Viglysningen forudsættes i regelen at være ledsaget af en forklaring om de nærmere omstændigheder, navnlig vel om drabet var øvet til selvforsvar eller som berettiget hævn (G. L. 160; F. L. IV. 39 og 40; B. R. 28). Der forudsættes også, at eftermålsmanden kan ville sikte en anden som drabsmand end den, som selv lyste drabet på sig, eller at der ved sagens sednere behandling kan indtræde strid mellem den ved viglysningen opgivne sammenhæng og de øvrige fremkomne oplysninger: den dræptes siktelse, sårenes beskaffenhed, de ved gjerningen tilstedeværende øjenvidners forklaring m. v.; idet gjerningsmanden kan have tillakt sig en anden rolle, end han i virkeligheden har spillet, eller måske endog påtaget sig andres skyld. Omvendt kunde der vel også bagefter opstå tvivl om gjerningsmandens identitet; denne kan ved viglysningen have lakt an paa at frembringe sådan uvished gjennem forblommede antydninger. Navnlig hvor drabet var øvet under slagsmål mellem flere, kunde slige forviklinger let opstå, hvorpå sagaerne har flere exempler. – Lovene giver forskjellige anvisninger til løsningen af sådan tvivl. I ethvert tilfælde var den dræptes siktelse i dødsstunden afgjørende (G. L. 169; F. L. IV. 27 og 28; B. R. 14). Dernæst husfolkenes vidnesbyrd, hvor nogen var dræpt hjemme i sit hus (heimsóknar-vitni, F. L. IV. 5 jfr. G. L. 59 og B. R. 27). Men manglede disse, havde drabsmandens forklaring formodningen for sig. F. L. IV. 7 siger udtrykkelig, at viglysningen skal gjælde endog foran

  1. Hertzberg, Proces S. 195 fgg. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 13 f.