Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

tabelse af al ejendom med undtagelse af jord; hvori dog ved Håkon Håkonssøns Rb. af 1260 (F. L. Indl. 2, Hkb. 14, M. L. X. 1) gjordes den indskrænkning, at kongen, selv hvor fredløsheden virkelig indtrådte, alene skulde tage det sædvanlige tegngilde, 8 ørt. 13 Mk., men gjerningsmandens frænder beholde det overskydende. Hvis drabet ikke var forbundet med kvalificerende omstændigheder havde imidlertid drabsmanden adgang til, ved forlig med den dræptes eftermålsmænd, at beholde sin fred mod at bøde mandebod (jfr. Forelæsn. over Retshist. I. § 20) til den dræptes frænder og tegngilde til kongen. Opnåedes derimod ikke forlig, men fredløshed virkelig indtrådte, måtte drabsmanden, når han sednere vilde vinde sin fred igjen, foruden at erlægge tegngildet, endvidere tilkjøbe sig freden (leysa sik úr skógi) med en særskilt bod til kongen (skógarkaup, landkaup, friðkaup), hvis størrelse synes at have været afhængig af kongens bestemmelse, se G. L. 244; F. L. III. 24, IV. 35, jfr. Indl. 5; B. R. 72.[1]

Under visse kvalificerende omstændigheder var derimod drabet ubødesag: medførte ubetinget fredløshed og tab af al ejendom, også odelsjord. Som slige kvalificerede drab (niðingsvíg, skemdarvíg) nævnes fremfor alt hemmelikt drab (morð); dernæst drab på den, man har tilsakt grið eller trygð, indebrænden, drab under overfald på nogen i hans hus (heimsókn, Eidsl. gl. L. II. S. 522), drab forøvet ved tørre hug (við stokki eða við steini eða við stúfi), drab, forbundet med plyndring af liget (valrof), samt drab til hevn for tyves aflivelse (F. L. IV. 2–4; B. R. 11 og 12; G. L. 178). Endvidere efter F. L. IV. 35 drab på en

  1. Jfr. v. Amira, Das Vollstreckungsverfahren S. 52, der ikke skjelner tilstrækkelig mellem skógarkaup og þegngildi.