menes opfyldelse udfaldt, men den har visselig været omtalt der fra først af.
Endelig kan nævnes, at B lader Kong Erik blive begravet i en „tverkyrkja“, A i „Apostelkirken“; vistnok kjende vi ikke med Sikkerhed Eriks Gravsted, men al sandsynlighed taler dog for, at han blev begravet i Bergens Kristkirke ligesom hans Hustru og Datter.
Ogsaa af Auduns Rime synes Redaktionen A at være renest bevaret. Redaktionen A sees saaledes idetheletaget, skjønt den forudsætter Margreta-Rimen, ikke at betragte Auduns Forbrydelse mod hende som Aarsag til hans Død; dette er hans Begjærlighed og Forræderi mod Kongen paa Gesandtskabsreisen, medens hans Færd mod Margreta kun bliver fremdraget ved hans eget uforskammede Svar. Derimod har B og C modtaget stærke Laan fra Margreta-Visen. Auduns Adfærd mod hende bliver Hovedsagen, og der indskydes flere Vers herom til Fortrængelse af de ægte. – Til et Laan fra Margreta-Visen maa det ogsaa regnes, naar C helt igjennem gjør Fru Ingebjørg til Auduns Hustru; vistnok siges dette ikke udtrykkelig i Margreta-Visen, men det laa nær, da de her altid optræde i Forening, at gjøre dem til Ægtefæller. Dennes virkelige Hustrus Navn er her bevaret i AB, som kalder hende „Guja“, en tydelig Remmiscens af Gyrið. Paa den anden Side har C beholdt det ægte Træk, at Audun er Kongens Slægtning, medens Ba kun kalder ham „tan vælborin mann“, hvilket i Bb endog forvanskes til „trælborin“.
Disse viser ere ikke historiske i den Forstand, at de levere Oplysninger om, hvad der virkelig skede i Bergen i Aarene. 1300–1302; som de historiske Kilder vise, har Begivenhederne udviklet sig ganske anderledes og de ledende Personer spillet en ganske anden Rolle, end Viserne
