vil. Derimod kan de nok siges at være forsaavidt historiske, som de afspeile Samtidens eller den nærmeste Eftertids Opfatning af Personer og Begivenheder. Det er nemlig aabenbart, at Margreta-Rimens Opfatning af den falske Margreta stammer fra den, som hun og hendes Parti gav til bedste: at hun var den virkelige Kongedatter, som var solgt til ukjendt Land af Fru Ingebjørg Erlingsdatter; naar man oplevede Aaret efter at se Audun Hestakorn hængt paa samme Sted, hvor Margreta var brændt, laa det jo meget nær at give ham sin Andel i Handlingerne mod Kongedatteren. At Viserne stamme fra Samtiden eller den nærmeste Generation efter (c. 1300–1330), synes at være tydeligt af, at saamange direkte Minder ere bevarede: Slægtskabsforholdene mellem Erik, Haakon og Margreta, Navnene Mester Bjarne for hendes Fosterfader, Engelbert for hendes Styrmand, at Bergen er Udgangspunktet for Kongedatterens Reise til Skotland og idethele Begivenhedernes Skueplads, at Audun er beslægtet med Kongeætten, at hans Hustru hedder Gyrid, at Fru Ingebjørg er fra Viken o. s. v. En anden Sag er det, at disse viser kan i Tidernes Løb have faaet et eventyrligere Præg (f. Ex. „Greven af Blaaland“, et tydeligt Laan fra andre Viser) og modtaget Udvidelser i Smaatræk; flere af disse Udvidelser kan endog være indkomne i temmelig ny Tid, forsaavidt de ere forskjellige i de forskjellige Redaktioner. Men i det hele taget give disse viser Indtryk af at have bevaret det væsentlige fra gammel Tid.
At begge viser ere digtede i Norge, synes rimeligt; at de har været sungne her i ældre Tid, er ialfald sikkert. Absalon Pederssøn beretter udtrykkelig, at der paa hans Tid (1567) fandtes en vise om „Maritte paa Nordnes“; men han vogtede sig vel for at gjengive denne, da han af Annalerne
