ham. – Her maa A have bevaret den ægte Tradition, thi efter Annalernes Tradition var det hende, som skulde have „solgt“ Kongedatteren. B synes saaledes her under Indflydelse af den følgende vise om Auduns Straf at have gjort ham til Hovedpersonen.
En Betragtning af Personlisten vil vise dets Redaktioners Forhold nærmere. Af dem, som sendes udenlands med Kongedatteren, nævner B først Fru Ingebjørg, som er „sunnan ur land“ (ɔ: fra Viken); hun var som bekjendt Datter af Baronen Erling Alfssøn i Borgesyssel og gift med Baronen Thore Haakonssøn i Skiesyssel; i Ab sees hun urigtigt at være „norður ur lið“, i A nævnes hun paa dette Sted ikke, og her maa altsaa være bortfaldt et eller flere Vers, da det jo af det følgende er synligt nok, at hun er med. I B ere ellers Gesandtskabets Formænd „Nijls útaf Gilstein“ og Eyðun Hestakorn, i A alene den sidste; da det første Navn allerede er ubekjendt, ved vi ikke, om det repræsenterer en ældre Tradition; de virkeng Gesandter vare jo Biskop Narve af Bergen og Baronen Thore Haakonssøn, Ingebjørgs Mand. I B følger Fru Katrin med hjemmefra, medens hun i A røves i Tyskland og kaldes overalt „Katrín keymnansdottir“. Vi have vel i det sidste et Minde om, hvad den falske Margretes norske Fiender kaldte hende ɔ: de ansaa hende for en tysk Kjøbmandsdatter.
Før sin Død indkalder Kong Erik efter A sin Broder Haakon, efter B Audun Hestakorn og Margretas Fosterfader „Mester Bjarne“. At Audun var tilstede ved Kong Eriks Død har været betvivlet, men uden Grund;[1] at
- ↑ Munch slutter ar Brevet DN. III, 64 fra 1306, at Audun ikke var tilstede; men denne Slutning er uholdbar, da ved Forhandlingerne i Bergen 1306 kun fremkaldes de Vidner, som da kunde udtale sig om Begivenhederne ved Kong Eriks Dødsleie.
