Eriks Bryllup i 1281 – altsaa født omtr. 1261 –, at hun ved sin Ankomst til Norge var „graahaaret og hvid i Hovedet“, medens den afdøde Kongedatter var født i 1283 og saaledes i 1301 vilde have været 18 Aar gammel. Den Domstol, der dømte hende, har vel været Lagretten paa Bergens Bything og Bylagmanden; dette strider ikke mod, at hun ifølge Biskop Audfinns Brev dømtes efter „Landets Lov“, thi Landslov og Bylov faldt i dette Tilfælde sammen, og Biskopen mener vel kun, at hun er dømt efter verdslig Ret. Hun dømtes i „Landraadesag“ (Landsforræderi), hvilket af Biskop Audfinn forklares med, „at hun kaldte sig at være Kong Eriks Barn og lovlige Arving“; hun synes altsaa virkelig at have gjort Fordring paa al Arv efter Kong Erik, ogsaa paa Thronen, thi Krav paa Arv af Kong Eriks private Gods kunde ikke foranledige Dom for „Landraadesag“. Der gjordes ogsaa den Forskjel mellem hende og hendes Medskyldige, at hendes Mand blev halshugget, medens hun selv blev brændt. Denne hendes Henrettelsesmaade er mærkelig, fordi den afviger fra den sædvansmæssige; det heder udtrykkelig, at dette skede „efter de bedste Mænds Raad, som da vare i Norge“, hvilket vel antyder, at man for det nye Retscasus har indført en ny Dødsstraf. Ved de „bedste Mænds Raad“ menes aabenbart, at Domstolen har henstillet til „Kongens Raad“ at afgjøre Straffen, og at dette har udtalt sig for, at hun skulde brændes. Biskop Audfinn nævner ikke udtrykkelig Kongen som Deltager in Dommen; det kunde være for med Vilje at holde ham udenfor, da han jo var Part i Sagen. Men paa den anden Side ser det ud, som om Kong Haakon virkelig har været fraværende fra Bergen, medens Sagen stod paa. Annales regii, der give de bedste Oplysninger fra disse Aar, referere nemlig disse Aars norske Begivenheder i følgende Orden:
