den unge Konge. Da det nu lige bagefter siges, at de tre foregaaende (Ragnvald, Erling og Jon) vare seilede forud, men dog Jon Drotning var bleven efter i Bergen,[1] sigtes vel her paa hvad i det foregaaende[2] berettes om, at fire Høvdinger (Ragnvald Urka, Erling Ivarssøn, Andres Nikolassøn og Erlend[3] Raud) vare dragne forud; saaledes maa vel den her nævnte Andres ogsaa regnes blandt Lendermændene, som derved bliver 14. Dette maa han saa meget mere, som han idethele optræder som en af Togets militære Chefer og i Cap. 326 endog opføres først blandt de der nævnte Lendermænd. Ellers er der ved Listen i Cap. 316 den Vanskelighed, at der atter nævnes to nye Lendermænd (Thorlaug Bose og Paal Sure), som ikke opføres i Cap. 318–19; men da disse hverken før eller senere kaldes Lendermænd,[4] er det vel rettest at udelade dem eller antage Udtrykket forkortet,[5] saa at vi bliver staaende ved Tallet 14; hertil kunde da (ligesom tidligere Jarlen) den unge Konge regnes som første Kronvasal, da han siden 1261 havde et Fylke i Forlening.
Den Omstændighed, at Forholdet under Haakon Haakonssøns næsten halvhundredaarige Regjering i dette
- ↑ Saaledes maa Haandskrifternes Læsemaader vel opfattes, og saaledes har Munch forstaaet dem.
- ↑ c. 318.
- ↑ Haandskriftet staar der Hallvardr rauðr, men overalt ellers kaldes han Erlendr.
- ↑ Efter den Rangorden, hvori Paal sure forekommer i det svensk-norske Grænseskjel fra c. 1270 (NgL. II, 489 f.) – ikke alene efter Erkebiskopen og to Korsbrødre, men endog efter flere prester – kan han ikke have havt høiere Rang end Hirdmand.
- ↑ Naar Flatøbogen her endog regner Andres Plyt med blandt Lendermændene, er dette Navn absolut feilagtigt, thi efter cap. 319 var han Fehirde; men det har forsaavidt Betydning, som det viser, at paa dette Sted ogsaa ringere Høvdinger nævnes.
