Stykke er væsentligt det samme, maa bestyrke det Resultat, hvortil vi er komne, ligesom det jo ogsaa mærkeligt stemmer med senere Forhold. Jeg vil dog for en Sikkerhed forsøge paa en Kontraprøve, idet jeg søger at belyse Forholdet fra de vistnok faa Brevskaber fra Haakon Haakonssøns Tid. Det er klart, at hvis Antallet af Landets samtlige Lendermænd i denne Tid aldrig var mere end femten, kan man ikke vente, at ved Brevskabers Udstedelse mere end ganske faa var tilstede, medens man ogsaa kunde haabe at finde et større Antal tilstede, hvis Antallet var større. Nu har vi fra Haakons Tid to offentlige Dokumenter, som vi her kan fremdrage som Vidner, men de taler alle fort Lendermændenes ringe Antal. Myntprivilegiet for Erkebiskopen fra Aar 1222[1] fremfører 12 Vidner, hvis Stilling vi kjender; men af disse er kun de to første (Paal i Giske og Gregorius Jonssøn) Lendermænd, thi den tredie i Rækken er Stallaren (Dagfinn), der i Rang stod under Lendermændene, de 5 følgende er Korsbrødrene i Domkirken,[2] og de nederst nævnte er skutilsvende eller Hirdmænd.[3] Privilegiet for Stavanger,[4] som Munch henfører til 1243, har ialfald tre Lendermænd (Gaut Jonssøn, Paal Vaagaskalme og Ivar Nev) foruden tre Prester og „mange andre Dannemænd“, men af de tre Lendermænd var rigtignok Gaut Jenssøn indi-
- ↑ DN. III, 1.
- ↑ Mag. Bjarne og Peter Brynjulvssøn (af Husastad) nævnes som Korsbrødre i Sagaen (c. 86), de øvrige i Skules Gavebrev af 1225 (DN. I, 8).
- ↑ Baard Brimstein nævnes i Sagaen blandt Kongens Raadgivere (c. 34), Vilhelm i Torge nævnes først som Lendermand hos Hertug Skule i 1239–40 (c. 232), Ivar af Beredal nævnes som en Bonde fra Guldalen (c 79), og Gunnar Grjonbak var Lagmanden i Nidaros.
- ↑ DN. I, 51.
