i Omtale af Rigets mægtige Mænd og hans Opregninger ikke saa brugbare. Men det hidtil givne Resultat lader sig dog fremdeles fastslaa. I Tiden om 1223–30 maa af de ældre Lendermænd Paal Flida, Brynjulv Knutssøn, Gregorius Jonssøn († 1228), Jon Staal og Loden Paalssøn være døde; det er derfor naturligt nok, at vi ved 1233 finde netop fem nye Lendermænd nævnte: Junker Knut Haakonssøn, Alv Erlingssøn, Nikolas Paalssøn, Baard Bratte og Eiliv af Vold. Det er ogsaa tydeligt, at da Spliden mellem Skule og Kongen førte til, at Lendermændene maatte underkaste sig Kongen personligt – forsaavidt de ikke helt sluttede sig til Skule, – foregik der nogen Forandring inden disses Rækker; naar saaledes af Lendermændene ialfald to (Alv Erlingssøn og Baard Bratte) sluttede sig til Skule, finde vi til Gjengjæld disses Plads hos Kongen efterhaanden fyldt af andre: i 1235 nævnes en Eirik Stilk, i 1239. Brynjulv Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde og Isaak i Bø som nye Lendermænd. Men Vinteren 1239–40, da Krigsbegivenhederne atter føre Landets Høvdinger frem for os, finde vi netop det samme Antal Lendermænd paa Kongens Side mod Hertug Skule som i 1223; de, som udtrykkelig nævnes i Sagaen, er nemlig følgende:
Vestlandet: Gaut Jonssøn (Mel),
- Peter Paalssøn (Giske),
- Brynjulv Jenssøn (Mel),
- Isaak i Bø,
- Gunnar Kongsfrænde;
Nordenfjelds: Aasulv Jarlsfrænde,
- Nikolas Paalssøn;
Oplandet: Arnbjørn Jonssøn,
- Loden Gunnessøn,
