Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Knut Jarl,
Simon Ko,
Gunnbjørn Jonsbroder,
Eirik Stilk;

men til disse maa endvidere regnes Oldingerne Ivar Nev og Paal Vaagaskalme,[1] som vi andenstedsfra vide overlevede disse Aar, saa at vi ogsaa her have Tallet 15.

Dette Tal synes saaledes at repræsentere Normaltallet for Haakons ældre Tid, ialfald i de urolige Aar af denne. Maaske er i den følgende Tid ikke dette Tal opretholdt eller det har været vanskeligt at fylde, thi i Tiden 1240–47 synes de fleste Lendermænd af den ældre Slægt og endog flere af de yngre at være døde: ved Kroningen i 1247 nævnes foruden Jarlen kun 9 Lendermænd, hvoraf fire nye Lendermænd (Jon Drotning, Sigurd Biskopssøn, Munan Biskopssøn, Finn Gautssøn), medens man ved, at af de ældre var Arnbjørn Jonssøn død 1240, Paal Vaagaskalme og Simon Ko i 1245, af de yngre Paals Søn Nikolas allerede i Dec. 1239 og den nysudnævnte Gregorius Andressøn i 1246, samt desuden flere andre (Gunnbjørn Jonssøn, Aasulv af Austraat, Eirik Stilk, Isaak af Bø), hvis Dødsaar ikke kjendes. Dog er det naturligvis muligt, at nogle er udnævnte og atter døde uden at spille nogen Rolle. I den følgende Fredstid bliver Sagaen idethele mindre nøiagtig; jeg kan mellem 1247 og 1263 ikke med sikkerhed udpege mere end fire nye Navne – Nikolas Peterssøn af Giske, Jon Lodenssøn, Erling Alvssøn og Ogmund Krøkedans –, og af disse forsvinder Jon Lodenssøn allerede strax igjen, idet han, som andenstedsfra vides, døde i 1260. Men til Gjengjæld faar vi ved Skotlandstoget i

  1. Halvard Bratte og Eiliv af Vold synes derimod at være døde mellem 1235 og 1239.