hundrede derved, at den leverer den oldnorske Text; dette vilde være uforklarligt, hvis ikke allerede et nøiagtigt Studium af Texten og endnu mere af Listen over „gamle Norske Ord i Hirdskraaen“ og over Errata (bagerst i Bogen) viser, at en islandsk Haand har været delagtig i Arbeidet; Worms Lexicon (I 260) ved da ogsaa at berette, at Dolmer havde til Medhjælper en Islænding Oddr Eyjulfsson, som siden blev Prest paa Holte under Eyjafjall (1667–1703). Ogsaa deri viser sig altsaa et Fremskridt fremfor 1656, at Dolmer imidlertid havde lært at benytte Islændingers Hjælp, og derved forklares Særsynet; i 1656 vovede han sig ikke nogensteds til at citere de ældre Loves oldnorske Text.
Tillæg til Noten S. 114: Enten de samme eller muligens andre Afskrifter sees at være solgt i Kjøbenhavn paa Auktion efter Andreas Lyche (1716) og efter Geheimeraad A. W. v. d. Osten (1764); den første af disse kaldes i Catalogen: Et Manuscript om Norge, at det af Begyndelsen haver icke alleniste været Kongernis Arve-Rige, men endog deris Odal og Eyendom (94 qv.); den anden: Beviis, at Norges Rigs altid haver været et Arve-Rige, skrevet og overleveret ved Hyldingen i Christiania 1656. Copie (81 qv.) Ogsaa Hoier synes at have kjendt Skriftet, skjønt han i sin Kurzgefasste Dänemärckische Geschichte (Flensburg 1719 p. 100) citerer Titelen urigtig: „Dass Norwegen ein Erb-Reich, zeigt dessen gantze Historie, und ist von einem Anonymo in Dänischer Sprache gegen Arrild Huitfelts darinn irrige Meinung weitläufftig erwiesen, welches Mss. noch unter dem Titul: Norske Kongers ärfve Rett, imod A. H. zu finden ist“. Derimod synes Hofman, som citerer Skriftet under samme Titel i „Vel fortjente Danske Adelsmænd“ (I, 19), kun at have kjendt det fra Hoier, naar han siger, at Skriftet er rettet mod Huitfeldts „Norges Historie paa Dansk, Kbh. 1594“ (ɔ: Jens Mortensens Udgave af den ældste Sagaoversættelse).
