norske Historikere har givet den ved Siden af Absalon Pedersens patriotiske Skrifter, ja overhovedet af den norske Del af Fælleslitteraturen. Gives Skriftet paa den anden Side Plads blandt Jens Dolmers Arbeider, vil det tjene til at belyse dennes Forfatterpersonlighed: den vil vise os Dolmer mere personligt knyttet til Danmarks (og Norges) politiske Historie under Fredrik III, og den vil kunne give Oplysning om denne Forfatters Studier og litterære Udvikling. Stiller man nemlig Statsskriftet og Hirdskraaen mod hinanden, sees det, at Forfatteren i Mellemtiden har udvidet sine Studiers Omkreds: han har trængt dybere ind i den norske Lovgivning, baade den verdslige Lov, Kristenretten og den islandske Lov, og han giver desuden i sine Noter Vidnesbyrd om ganske indtrængende filologiske, antikvariske og historiske Studier. De to Oversættelser af Kristendomsbolkens 2det Capitel viser os, hvorledes hans Oversætterprinciper i Mellemtiden har forandret sig. Allerede i 1656 følger han sin Original med stor Troskab, han beholder med Forkjærlighed gamle, hjemlige Ord; i 1666 har han drevet denne Tendens til Yderligheder, idet han beholder i Mængdevis gamle, for Samtiden vistnok uforstaaelige Ord, hvis Betydning han forklarer i Randgloser.
I den Litteratur af Oversættelser fra gammel-norsk, vi har fra „Dansketiden“, danner Jens Dolmer i flere Henseender en Undtagelse; ellers er alle disse Oversættelser, saa vidt vi ved, besørgede af Nordmænd: Kongesagaerne, Lovene, Hirdskraaen er alle oversatte i Norge, af Nordmænd og for at tjene norske Interesser, historiske eller juridiske. Dolmers Hirdskraa er ved Siden af at være oversat af en dansk Mand og for at oplyse „de danske Antiquitates“ tillige et særsyn i hele 17de Aar-
