afskriver en anden Forgjænger. Afvigelserne viser desuden, at Jens Dolmer har oversat Hirdskraaen lige fra den oldnorske Text, som han hyppigt staar nærmere, og en enkelt Afvigelse (i 12te Arv) er en Forbedring, som Dolmer har indført efter Ar. Huitfeldt. Overensstemmelsen er alligevel saa stor, saa i Detaljer indgribende, at heller ikke Benyttelsen af samme Grundlag er tilstrækkelig til Forklaring. Der staar da ingen anden Mulighed aaben end at anse denne Overensstemmelse som Bevis for Forfatternes Identitet.
5. Hvis dette Bevis godkjendes, vil det have Betydning til to Sider, statsretlig-historisk og litteraturhistorisk. Naar Statsskriftet er overleveret til Kongen ved den norske Hylding af en Mand, der staar Kongen personligt nær, og Forfatteren nogle Dage efter faar Pension anvist af Statskassen, siger det sig selv, at Forfatteren har skrevet efter Kongens Tilskyndelse og udtaler Kongens eller hans Omgivelsers Tanker; Skriftet bliver saaledes et Led i Rækken af Udtalelser fra Kongen om Arveretten til Norges Krone og antyder Planer, som næredes ved Hoffet. Disse Planer blev ad en ganske anden Vei til Virkelighed for hele det dansk-norske Monarchi i 1660, og denne Realisation havde et ganske anderledes fast statsretligt Grundlag end den ialfald tvivlsomme ældre Arveret til Norge; det er derfor begribeligt nok, at naar Jens Dolmer 6 Aar efter Statsforandringen i sin Hirdskraa skulde udtale sig om Arveretsspørgsmaalet, maatte han holde sig til den i det nye Arverige gjældende Statsretslære og forlade sit ældre Standpunkt; selv om Forfatteren vilde have fastholdt dette, havde nok Censuren lært ham noget andet. Efter dette maa altsaa Skriftet „Norges Rige Arfve-Rige“ udrangeres af den Stilling, som
