paa ham som Forfatter af Statsskriftet „Norges Rige Arfve-Rige“. Han er som dettes Forfatter en velstuderet, dansk Mand, af borgerlig Herkomst, han staar Kongen og Kongehuset personlig nær, han opholder sig i Christiania ved Hyldingen 1656, og han faar – i denne Anledning? – en Pension af Kongens Kasse. Og hvad mere er – Dolmer besidder netop de samme Indsigter og Forudsætninger som Statsskriftets Forfatter: han er stærkt bevandret i Danmarks og Norges Historie, han citerer som Hovedkilde for Danmark Huitfeldt, for Norge „Snorre Sturleson“ (ɔ: Peder Claussøns Oversættelse i Worms Udgave), og han udgiver netop et af de norske Lovarbeider, som Forf. af Statsskriftet kjender og citerer. Kommer hertil, at denne Indsigt paa engang i begge Rigers Historie og i Norges Lovgivning ikke kan paavises hos nogen anden dansk Mand i hele det 17de Aarhundrede, saa tør vel Antagelsen, at Jens Dolmer er Forfatter af Statsskriftet fra 1656, ansees for mere end sandsynlig.
Jeg tror imidlertid ad en anden Vei at være kommet til end yderligere Sikkerhed. Under min Beskjæftigelse med norske Lovhaandskrifter faldt det mig ind, at jeg maatte kunne anstille en Prøve paa Rigtigheden af mit Resultat, idet jeg nemlig ansaa det for givet, at hvis Hirdskraaens Udgiver og Oversætter tillige var Forfatter af Statsskriftet, vilde begge Skrifter vise Benyttelse af samme Lovhaandskrifter. Keyser og Munch havde i Norges gamle Love, 2det Bind, antaget, at Dolmer kun havde benyttet det islandske Haandskrift C. 21 i Stockholm; dette viste sig strax unøiagtigt, da dette Haandskrift mangler Cap. 2–4, som findes hos Dolmer. En nøiagtigere Gjennemgaaelse viste imidlertid, at Jens Dolmer nok
