bod. – Gjentagen modvillig helligbrøde eller fastebrud medførte útlegð. – overtrædelse af fastepåbudet af fejltagelse eller ubekjendtskab medførte ingen straf, men alene forpliktelse til skrifte.
I forbindelse med budet om helligdage og fasten stod forbudet mod at holde bryllup i fasten og umiddelbart før helligdage, hvilket straffedes efter tidens hellighed, eftersom det skede i langfasten eller til andre forbudte tider: efter G. L. 27 med en bod af henholdsvis 3 mark eller 3 ører, efter B. K. R. 7 henholdsvis med útlegð (40 mark) eller 3 marks bod, efter E. K. R. 21 og F. L. III. 9 med en bod af henholdsvis 3 mark eller 6 ører, hvilket gjentages i J. K. R. 45 med den sædvanlige nedsættelse af boden til det halve (12 eller 3 ører).
Spisen af selvdødt eller anden forbuden spise (svidda ok úetan) medførte efter G. L. 31 en bod af 3 ører, men efter B. K. R. af 3 mark. Jfr. E. K. R. 26; F. L. II. 42 og 43; J. K. R. 36 og 37.
Forsømmelse af at holde de befalede gjestebud (ölgerð) ved Allehelgensmesse (1 Novbr.) og Jul medførte efter G. L. 6 og 7 en bod af 3 ører og, hvis forsømmelsen oversteg et år, af 3 mark. Modvillig undladelse i mere end 3 år medførte útlegð (landflyktighed). – Ligeså var forsømmelse af at gjøre St. Hans-gilde i F. L. II. 21 belakt med 3 ørers bod.
Endvidere nævnes i G. L. 3 og 4 forsømmelse af plikten til hvert år at frigive en træl, hvilket straffedes med 12 ørers bod. F. L. III. 19 har for forsømmelse af det istedet herfor indførte vejarbejde en bod af 1 øre, og J. K. R. 59 af en halv øre.
Angående forsømmelse med hensyn til kirkernes bygning og vedligeholdelse indeholdt alle kristenretterne
