mæktig mod præstens forbud (greftar-rán, B. K. R. 12). De medførte bøder af forskjellig størrelse, mest 3 mark.
Endelig mærkes F. L. III. 12, der for modvillig udsættelse med at holde bryllup inden et ar efter fæstemålet sætter en bod af 3 mark, i J. K. R. 41 nedsat til 12 ører; samt B. K. R. 3, der for modvillig undladelse af at vænne barn fra brystet sætter en bod af 3 mark.
Af andre overtrædelser af kirkens forskrifter mærkes helligbrøde der almindelig belægges med en bod af 6 ører for søndage og de større festdage, og 3 ører for mindre højtider, G. L. 18; B. K. R. 14; E. K. R. 9, 12, 13 fgg., jfr. dog 15; F. L. II. 28, 30, 31 og 34; B. R. 4; J. K. R. 22–25, hvor boden, som sædvanlig, er sat til det halve. – På lige måde straffedes rettergang og edsaflæggelse i langfasten og de øvrige forbudne tider efter F. L. III. 20 og J. K. R. 35.
Kjødspisen om fredagen var ved G. L. 20 belakt med en bod af 3 ører og i gjentagelsestilfælde 3 mark; spisen af hestekjød med en bod af 3 mark. I langfasten (fra Askeonsdag til Påske) straffedes kjødspisen med 3 marks bod, og spisen af hestekjød medførte útlegð (d. e. 40 marks bod ?). – Efter B. K. R. 6 medførte derimod fastebrud 3 marks bod, og i langfasten útlegð; men efter E. K. R. 27 alene bøder på henholdsvis 6 ører eller 3 mark. – F. L. II. 38, 39 og 41 belægger fastebrud i almindelighed med 6 ørers bod, men i langfasten med útlegð, og J. K. R. 28 belægger spisen af melkemad (hvítt) i fasten med 3 ørers, og af kjød med 6 ørers bod; men kjødspisen i langfasten med en bod af 3 mark og i gjentagelsestilfælde 6 mark. – Forsømmelse af almisseplikten, der sluttede sig til fasteplikten, belægges i F. L. II. 32 og 33 med 3 ørers, og i J. K. R. 39 med øres
