udførlige bestemmelser. For at forsømme fylkeskirkens gjenopbyggelse inden 1 år sætter de ældre kristenretter en bod af 15 mark, og for de ringere kirker af 3 mark, for hvert år, G. L. 10 og 12; B. K. R. 8; E. K. R. 34; F. L. II. 7 og 13. J. K. R. 7 og 8 sætter en bod af 8 mark for hovedkirken og 12 ører for de ringere kirker. – For undladelse af at holde gjerde om kirken satte G. L. 11 og 13 en bod af 3 mark for fylkeskirken og 12 ører for de ringere kirker; B. K. R. 9, E. K. R. 38 og F. L. II. 7 en bod af 3 mark for alle, og F. L. II. 8 ligeledes 3 marks bod for undladelse af at skaffe klokke til kirken. For delvis forsømmelse var fastsat forholdsvis ringere bøder. – Hvis bønderne modvillig i 3 år forsømte at gjenopføre sin nedfaldne fylkeskirke, var kongen efter B. K. R. 8 berettiget til, hvis de ikke inden 4 måneder efterkom sin skyldighed, at tvinge dem med våbenmakt:[1] Han skulde ikke dræbe folk eller brænde hus; men deres gods kunde han tage, og vedblive således hvert år, indtil de gjenopbyggede sin kirke. – Hvis nogen høgendeskirke ikke blev gjenopført inden 3 år, var efter de ældre kristenretter den gård, på hvis grund den stod, forbrudt til kongen; men efter F. L. III. 13 og J. K. R. 8 skulde der ikke bødes mere end de 3 gange 3 mark, og tomten derefter indhegnes.
For vægring af de pliktige ydelser til kirken og dens tjenere foreskrives bøder; men modvillig undladelse i 3 år betraktedes som affald fra kristendommen og medførte útlegð (landflyktighed). Forsømmelse af tiendeplikten bødedes med 3 mark for hvert år, G. L. 7, 8 og 22; B. K. R. 11; E. K. R. 22; F. L. II. 18; J. K. R. 19, der,
- ↑ Þá er sá einn hernaðr lofaðr innanlands konungi; at herja mönnum till kristinsdóms.
