bod. Den blotte besiddelse af troldomsgave medførte landflyktighed; men efter Borgartingsloven skulde troldkvinden beholde sit gods; ti „ekki veldr hen því sjölf, at hon er tröll“.[1] – At henvende sig til spåmænd eller troldkvinder belægges ligeledes med fredløshed og i G. L. 28 med 40 marks bod. At have afgudsbilleder eller troldomsredskaber i sit hus straffedes efter Eidsiva- og Borgartingslovene med 3 marks bod.
Den, der brød kirkens fred ved slagsmål i kirken eller på kirkegård, skulde efter B. K. R. 18 og E. K. R. 37 betale omkostningerne ved kirkens fornyede indvielse; formåede han ikke dette, blev han fredløs, jfr. E. K. R. 36, der bestemmer det samme om den, som ved uforsiktighed med ild forvolder, at en kirke brænder op. Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 32, erklærer slagsmål i kirke eller på kirkegård for ubødesag. – F. L. II. 10 skjelner efter kirkernes rang: I Krist- eller Mariakirken medførte slagsmål ubetinget fredløshed; i fylkeskirke 15 marks og i høgendeskirke marks bod; disse bestemmelser gjentages i J. K. R. 13 med den sædvanlige nedsættelse af bøderne til det halve. – For brud på Julefreden og Olafsfreden i kjøbstaden sætter F. L. II. 10 en bod af 40 mark til kongen, og J. K. R. 14 en bod af 20 mark, halft til kongen, halft til biskoppen, – og ligeså for ulovlig at bære våben på fredhellige steder en bod af 12 ører til deling mellem kongen og biskoppen.
Barnemord var oprindelig belakt med 3 marks bod,
- ↑ G. L. 28: Ef þat er konu kennt, at hon sé tröll ok mannæta, þat skal mæla á hendr henni úr húsum þrim, ok sé þat aðr heraðsfleytt. En ef hon verðr at því sönn, þá skal fœra hana á sæ út ok höggva á hrygg. – Jfr. Maurer, Bekehrung des Norwegischen Stammes II. S. 418.
