E. K. R. 3 og 5. Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 22, jfr. Sv. K. R. 32 og B. K. R. 3, blev det erklæret for ubødesag og „værre end andet mord, fordi man derved også forspilder den udøptes sjæl“. Ikke desto mindre har F. L. II. 2 og 6, B. R. 3, bibeholdt den gamle 3 marks bod, og dette er gjentaget i J. K. R. 5 med nedsættelse af boden, som sædvanlikt, til 12 ører.
Blodskam, hvorunder henføres utukt med forældre, børn eller syskende, stedforældre og stedbørn, svigerforældre og svigerbørn, forældres syskende, syskendes børn, broders kone og kones syster, samt utukt med viede nonner, kaldes i B. K. R. 15 og E. K. R. 52 ubødesag. Også efter G. L. 24 medførte det fortabelse af jord; men kunde dog efter Magnus Erlingssøns anordning afsones med bod. – Ifølge F. L. III. 3 og J. K. R. 49 medførte det blot simpel útlegð. – Var gjerningen forøvet i vanvid, eller kvinden tagen med vold, skulde der alligevel gjøres kirkebod derfor, skjønt den ingen straf medførte. – Andet ækteskab eller samleje i forbudne led medførte almindelig 3 marks bod, G. L. 24; B. K. R. 15; E. K. R. 30 og 53; F. L. III. 1, 4, 6 og 8, der dog nedsætter boden med 2 ører for hvert led fjernere end syskendebørn. J. K. R. 47 og 50 bestemmer boden til 12 ører, uden nedsættelse for de fjernere grader. Boden gjentoges årlig, hvis de skyldige ikke adskiltes; og hvis de modvillig fortsatte samlivet over 3 år, indtrådte fredløshed (landflyktighed).
Bigami medførte efter G. L. 24 og 25 en bod af 3 mark til biskoppen (jfr. Dronning Margretes Rb. 29 Marts 1392, Dipl. Norv. VI. No. 338, hvor det gjøres til fredløshedssag). Frilleliv af gift mand bødedes med 12 ører. – De øvrige kristenretter, B. K. R. 17; F. L.
