F. L. II. 38, J. K. R. 28), spisen af selvdødt og andre forbudte ting (G. L. 31; F. L. II. 43; B. K. R. 5; E. K. R. 29); forsømmelse med hensyn til barnedåb (G. L. 21; F. L. II. 5; J. K. R. 2) og begravelse (G. L. 23); udsættelse af nyfødte børn (F. L. II. 2; J . K. R. 5); misbrug af eden (F. L. II. 46; J. K. R. 52 og 53); uaktsom fragåelse af paternitet (G. L. 57); drab på forældre, børn eller syskende (G. L. 164); skriftebrud (F. L. III. 16, J. K. R. 57); ækteskab i forbudne led (G. L. 24; J. K. R. 47); bryllup på forbudne dage (F. L. III. 9; J. K. R. 45). Selv hvor i virkeligheden ingen overtrædelse af loven har fundet sted, påbyder dog de sednere kristenretter i enkelte tilfælde kirkebod; således hvor en kvinde er bleven voldtagen af en af hendes nærmeste slækt (F. L. III. 3; J. K. R. 49), og hvor nogen ikke har aktet forbud imod ækteskab, men dette dog ikke lider af nogen lovlig mangel (J. K. R. 43); jfr. de oven citerede steder om ulovlig spise, F. L. II. 43, B. K. R. 5 og E. K. R. 29.
Blandt de særskilte forbrydelser, som hørte ind under kristenretten, mærkes først de grove forbrydelser afguderi og troldom, der naturligvis var fredløshedsgjerninger, G. L. 28 og 29 jfr. 32; B. K. R. 10; E. K. R. 24, 42, 45 og 46; F. L. III. 15; J. K. R. 56. Afguderi medførte landsforvisning og tab af ejendom, jfr. G. L. 22; E. K. R. 17; F. L. II. 4 og 5; J. K. R. 2 og 3, der formener alle hedninger ophold i landet. – Troldom, der øvedes til andres skade, var ubetinget ubødesag, og hexe skulde efter G. L. 28 (gl. L. II. S. 495, jfr. Sv. K. R. 98) og J. K. R. 65, jfr. B. K. R. 16 aflives. Men selv om det skede for at gavne sig selv eller andre, straffedes den, der øvede troldom, med landflyktighed og tab af al ejendom, eller under formildende omstændigheder med 3 marks
