ydelser til gudelikt brug. – Denne plikt til at gjøre bod var en retsplikt, hvis modvillige forsømmelse pådrog angjældende kirkens bann, der igjen havde til følge, at angjældende, om han endda ikke inden 3 måneder forlikte sig med kirken, blev fredløs, F. L. III. 21; J. K. R. 60, jfr. 47, og Håkon Håkonssøns Rb., gl. L. I. S. 459 art. 4. – Og skriftebrud (skriptrof), ved enten at falde tilbage i den samme synd (her tænkes navnlig på crimina carnis) eller ikke at udføre den pålakte pønitens, var en egen forbrydelse, der pådrog de 3 første gange en bod, efter F. L. III. 16 af 3 mark, og efter J. K. R. 57 jfr. 47 af 12 ører, og 4de gang fredløshed. – Ifølge J . K. R. 12 – og 54 medførte sacrilegium, hvortil henførtes allehånde indgreb i kirkens påståede friheder (jfr. c. 21, 29, C. 17, qv. 4; c. 19, 22 X. de sent. excom. (V. 39); c. 3 jfr. 4 og 5 VI. de imm. eccl. (III. 23), se og Eilifs 4de statut 1327, Olafs stat. 1351 art. 15), ipso facto bannsættelse, hvilken alene paven selv var berettiget til at løse.
Kirkebod er imidlertid ikke i loven påbudt for alle kristendomsbrud, men kun for dem, der er at betrakte som virkelige krænkelser af religionens krav. Vistnok kan loven i dette stykke ikke antages at have tilsiktet nogen udtømmende opregning, og det citerede F. L. III. 24 viser indirekte, at kirkebod var nødvendig i alle fredløshedssager, jfr. G. L. 7, 28 og 29, der udtrykkelig foreskriver den i tilfælde af modvillig undladelse af kirkelige forpliktelser samt for troldom og afgudsdyrkelse. Men dens ilæggelse har udentvivl for en væsenlig del beroet på geistlighedens skjønnende, og for blotte pliktforsømmelser, som ej umiddelbart vedkom religionen, kom den neppe til anvendelse. Derimod var den udtrykkelig påbudt for helligbrøde (G. L. 16), fastebrud (G. L. 20;
