B. K. R. 15 og E. K. R. 52 kalder blodskam ubødesag, og det medførte efter G. L. 24 også tab af jord; medens det dog såvel efter dette lovbud som efter F. L. 111 3 og J. K. R. 49 kunde afsones med bod; ligeså kalder E. K. R. 24, 45 afgudsdyrkelse og troldom ubødesag, medens B. K. R. 16 bruger begge betegnelser om hinanden. – På den anden side måtte omvendt fredløshed istedetfor bøder i kirkelige sager få en større anvendelighed end i verdslige, dels fordi fortsat trods og modvillighed her giver overtrædelsen et så meget stærkere præg af ukristelighed,[1] dels fordi underkastelsen i mange tilfælde heller ikke så let lader sig fremtvinge. – Men med alt dette opretholder kristenretterne med bestemthed adskillelsen mellem begge arter af fredløshed, og siger i G. L. 32, at denne i ubødesager indtræder ipso facto, medens den i andre sager efter F. L. III. 24 først indtræder, efter at den skyldige er forvunden til tinge.
Om behandlingen af den fredløses ejendom indeholder F. L. III. 23 de samme forskrifter, som V. 13 for de verdslige sagers vedkommende, jfr. J. K. R. 61.
Påtalen af kristendomsbrud, for såvidt de ikke tillige indesluttede en almindelig borgerlig forbrydelse, henlå under biskoppens årmand, G. L. 9, 20, 22, 24, 30, 33; B. K. R. 5, 11, 14, 15, 17; E. K. R. 32, 41; F. L. II. 46, III. 1, 3, 20, 21, 23, 24; J. K. R. 49, 53, 59, 61 o. fl.
- ↑ Jfr. F. L. II. 43, der lader fredløshed indtræde istedetfor 6 ørers bod for den, som kommer urent i andres mad. Om den, der modvillig undlader at betale tiende, siger B. K. R. 11, at han har forbrudt sin fred og sit gods, land og løsøre: fari á land heidit, þó vill hann eigi kristinn vera. Jfr. Håkon Håkonssøns Rb., gl. L. I. S. 459, art. 3: Vér segjum þá af fé ok frjálsi, landi ok lausum eyri: fari þeir ok leiti sér lands annars, ef þeir megu því við koma; en ei skulu þeir lengr kristnum spilla ok váru konungsriki.
