ukristen skal tåles i landet (G. L. 22; E. K. R. 17; F. L. II. 4[1] og 5; J. K. R. 2 og 3). Den ubetingede fredløshed, der ikke ved bøder skulde kunne forsones, kunde alene indtræde, hvor gjerningen også grovelig krænkede den borgerlige lov, såsom for barnemord, voldtækt og troldom, der anvendtes til andres skade. I andre tilfælde kunde fredløsheden alene få betydningen af landsforvisning (fara or landeign konungs várs), indtil forbryderen faldt tilfode og gjorde bod;[2] fra kirkens standpunkt kunde jo angeren og omvendelsen egentlig aldrig komme forsilde (ecclesia non sitit sangvinem). G. L. 28, 29 og 32 viser, at selv ofring til afguder, troldom (når den ikke øvedes til andres skade) og blodskam kunde afsones med bod. Tvivlsomt er det også ofte, hvorvidt fredløsheden i de enkelte tilfælde er ment at skulle være uigjenkaldelig eller ikke, da kristenretterne ofte bruger benævnelserne ubødesag og útlegðssag på sådan måde, at det tydelig kan sees ikke at være lovens mening hermed at betegne nogen forskjellig art af fredløshed, men kun at give udtryk for gjerningens mere ener mindre skjændige beskaffenhed. G. L. 28 (der er et hovedsted i denne materie, som hidrørende fra den i 1164 mellem kirken og kongedømmet sluttede overenskomst) er selv meget uklar, og E. K. R. 50 bruger ordet úbótamaðr som en almindelig benævnelse på ugjerningsmænd, der ikke skal begraves på kirkegård.[3]
- ↑ Hverr maðr skal kristinn vera i konungs veldi þessu. Ala má heiðinn mann um nátt, et hann ferr til kirkju þeirrar, er prestr er at. En ef hann ferr frá kirkju þeirri, er prestr er at, úskirðr, þá er hann úæll; þá skall hann einn í búð sér ok kaupa kaupum sínum, ok fara af landi som skjótast má hann.
- ↑ Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 91 fgg.
- ↑ Þá skal alla grafa i kirkjugarði, er hæfir eru, ok alla þá, er ei eru úbótamenn. Jfr. Munchs Hist. II. S. 937–938.
