Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

J. K. R. 4, 29 og 47 nævner præsten alternativt med biskoppens ombudsmand. Bøderne tilfaldt ifølge G. L. 22 biskoppen, hvis de ikke oversteg 3 mark; de større bøder og, i tilfælde af fredløshed, det forbrudte gods deltes mellem biskoppen og kongen, jfr. dog kap. 8, der tillægger biskoppen hele boden for tiendefald. B. .K. R. II, 16 og E. K. R. 8, 25, 32, 39 og 44 tillægger biskoppen bøderne udelte; men af det i fredløshedstilfælde forbrudte gods skulde, hvad der oversteg 3 mark, deles i vigen mellem biskoppen og kongen, og på Oplandene mellem biskoppen, kongen og bønderne. Efter Sigurds kristenret, F. L. II. 10 jfr. III. 23, og J. K. R. 13, 14 og 65, jfr. M. G. K. R. 3, 9, 10 o. fl., skulde også bøderne for kristendomsbrud tilfalde biskoppen alene, undtagen i fredløshedssager, hvor såvel boden som det forbrudte gods skulde deles mellem kongen og biskoppen. Dog skulde efter J. K. R. 55 boden for åger (6 ører) deles mellem biskoppen og kongen, og for krænkelse af freden i fylkes- eller høgendes-kirke efter F. L. II. 10 og J . K. R. 13 mellem biskoppen og kirken. Bøderne for den kvinde, som næktede at opgive sin barnefader, skulde efter F. L. II. 1 og J. K. R. 4 tilfalde kongen alene, og boden for forsømmelse af korsbyrd efter G. L. 19, F. L. II. 22 og J. K. R. 20 den præst, der havde udsendt korset.

Særeget for kristendomsbrud var det, at ifølge F. L. III. 24 jfr. J. K. R. 62 biskoppen var berettiget til at fritage den skyldige for fredløsheden – dog vistnok kun i simple útlegðs-sager, – når denne, førend sagen var brakt for tinget, forlikte sig med kirken og underkastede sig den pønitens, som biskoppen pålagde ham, i hvilket tilfælde kongen ingen bøder kunde kræve. Efter at fredløshedsdom var afsakt til tinge, tilkom derimod kongen