bruds-bod foruden de i loven foreskrevne bøder,[1] se sål. Dipl. Norv. II. No. 133 af 1318, 227 af 1338, 233 af 1339 og 289 af 1348. Jfr. også Dipl. Norv. I. No. 161 af 1320 og 241 af 1330; II. No. 57 af 1300 og 205 af 1334; III. No. 71 af 1308; V. No. 165 af 1343 og 209 af 1349. – Se endvidere Fr. 19 Juni 1582 (Paus S. 390).
VI. Endelig kan i denne forbindelse mærkes bestemmelsen i Magnus Erlingssøns tronfølgelov af 1164 (G. L. 2), der er gjentagen i Håkon Håkonssøns tronfølgelov af 1260 (Hkb. 10) samt i M. L. II. 6, jfr. Rb. 16 Septbr. 1302, at den, som ved tronledighed lader sig tage til konge på lovstridig måde, skal have forbrudt sin fred og sit gods og være i kirkens bann, og de mænd, der er opnævnte til deltagelse i kongevalget, hvis de undlader at møde, skal, ifald de er kongens håndgangne mænd, ansees som landsforrædere, og ifald de er bønder, bøde 40 mark (eller efter M. L. 8 ørtuger og 13 mark) til kongen.
De forskjellige overtrædelser af kristenretten (kristindómsbrot) betraktedes, på samme måde som de offentlige forbrydelser, som forstyrrelse af den retlige orden, der inden samfundet søges opretholdt, altså som fredsbrud, idet det var et udtrykkelikt bud, der i samtlige landslove stilles i spidsen, at alle mennesker i landet skal være kristne. Uaktet geistlighedens fordring på uafhængig lovgiver- og dommermyndighed aldrig i den fulde ud- strækning vandt anerkjendelse i Norge, var der dog ingen
- ↑ Ligeså i den frankiske ret, L. Sal. XIV. 5.
