uenighed om, hvad der i virkeligheden skulde være tilladt eller forbudt, lige sålidt som om, at det nærmest var de kirkelige styrere, der havde at vokte samfundsordenen i denne henseende, – altså at påtale overtrædelserne og modtage fyldestgjørelse for dem, – alt dog under stadig medvirkning af den verdslige makt, hvem derfor også en andel i bøderne var tillakt. – Derimod måtte opfatningen af disse lovbrud som fornærmelse nødvendigvis undergå en afændring. Den egentlig fornærmede var jo efter den almindelige opfatning her Gud selv, der naturligvis måtte forsones på en anden måde end et medmenneske. Selve opfatningen af forbrydelsen som fornærmelse var noget for den kirkelige betraktning fremmed. Kirken betraktede forbrydelsen som synd og fordrede fyldestgjørelse gjennem anger, skriftemål og pønitens (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). – Kristendomsbrud var således vistnok, ligesom alle andre forbrydelser, enten ubødesager, der ubetinget udelukkede overtræderen fra det kristne samfund, eller simple fredløshedssager eller bødesager, der kunde eller skulde afsones med bøder. Men, medens boden ved forbrydelser mod den verdslige statsmakt på éngang indeholdt fyldestgjørelse for det skete brud på samfundets orden og for den fornærmelse, som derigjennem var tilføjet ordenens vokter personlig – kunde den for kristendomsbruds vedkommende alene have den første betydning. I alle grovere tilfælde måtte desuden den mod Gud begåede synd forsones med en egen kirkebod (skript, at ganga til skripta ok bœta við Krist), hvis undladelse loven belagde med fredløshed. – Også fredløsheden selv havde i kristenrets-sager tildels en forskjellig betydning idet den ikke indtræder på grund af krænkelse af en medborgere ret, men som en konsekvent følge af lovens bud: at ingen
