orskurd; men også lagtingets domme, „fordi han er sat over loven“,[1] hvor der følgelig ligefrem tillægges kongen en almindelig makt til at afgjøre, hvad der skal gjælde som lov. – Således erholdt kongen i Norge den samme myndighed, som allerede fra de frankiske kongers tid havde tilkommet kongerne i Tydskland og Frankrig under navnet Bann,[2] nemlig ret til at udstede befalinger under straffetrusel, og ulydighed mod en sådan kongelig befaling (bréfabrot) blev en egen forbrydelse. Straffen herfor synes, forsåvidt ikke anderledes var bestemt i selve brevet, oprindelig at have været 4 marks bod, hvilken sats, som før bemærket, vistnok er dannet efter den gamle 15 marks bod, der netop havde sin fornemste anvendelse for indgreb i de kongelige prærogativer (se 1ste R. 4de B. S. 350). Ved Rb. 25 Novbr. 1315 blev dens størrelse, hvor intet andet var bestemt, sat til 8 mark; men den synes i almindelighed at have været lige med fredløshedsboden, 8 ørtuger og 13 mark, som allerede findes foreskrevet i Håkon Magnussøns luxusanordning af 21 Oktbr. 1314. – Brevbrudsboden fik en overmåde hyppig anvendelse, idet den ikke alene sattes som en almindelig straf ved den store mængde administrative anordninger, som i den følgende tid udstedtes, men endvidere regelmæssig indtrådte for undladelse af at møde efter kongelig stevning eller af at efterkomme kongens dom (Rb. 11 Oktbr. 1303), såvelsom for at krænke de private korporationer og andre tilståede privilegier (sål. Rb. 23 April 1352, 15 Juni 1361, 13 Marts 1362 o. fl.), ligesom alle forurettelser mod den, der var meddelt kongelikt beskjærmelsesbrev, belagdes med brev-
