efter, på kongens födselsdag. Denne dag vare Martinau eg hans sön höjtidelig indbudne til at overvære en examen ved den matematiske skole (som krigsskolen dengang kaldtes). Man viste her de svenske gæster en ære, som Martinau antog måtte misbilliges af „den politiske liga“, hos hvilken han ikke var vel seet. En af lærerne holdt nemlig en tale, hvori han bl. a. opfordrede ungdommen til at dyrke videnskaberne, og idet han pegte til den side, hvor Martinau havde sin plads, bad han dem sætte sin ære i ikke at stå tilbage for nabofolket, der i enhver gren af videnskaberne gav dem et fölgeværdigt exempel. Det hele var neppe andet end et höflighedsbevis; men det forhindrede ikke Martinau fra deri at finde et nyt tegn til, at stemningen var meget gunstig for Sverige, endskönt regeringens årvågne politik sögte at påvirke den i en fiendtlig retning[1].
Uagtet det skulde synes, som om kronprinsens rejse til Norge måtte være aldeles bestemt fastsat til sommeren 1788, gik der dog udover våren rygter om, at den var opgiven, som en fölge af statsrådets forestillinger, der havde påvirket kronprinsen således, at det hed sig, at han vilde blive hjemme i Danmark. Dette var imidlertid intet bevis på, at regeringen vilde fremkalde en for Sverige ugunstig stemning, idet en opgiven af en så længe fastsat plan med nödvendighed måtte virke opirrende på det norske folk og derved let kunde have fölger, der ikke vilde blive heldige for foreningen, allermindst da der til samme tid var kommet ud rygter om, at den svenske konge ikke alene vilde aflægge et besög i den paatænkte lejr, men også troedes at tænke på en rejse lige
- ↑ I det samme brev af 9 Februar er der en efterskrift, som lyder således: „Le jour de la fête du roi une socièté d’amateurs donna sur un petit theatre d’ici une drama intitulée: Le major André. Le soir il y eut bal à la maison des francs-maçons.“
