kun de fornemste gæster, som drak, og da prinsens navn ikke var nævnt ved udbringelsen af skålen, indskrænkede disse sig alene til at rejse sig fra sine pladse. Således gik det i nogen tid, indtil pokalen kom til den, der sad foran Martinau. Idet denne leverede Martinau pokalen, sagde han lige ud: „Prinsens skål!“ Dette benyttede Martinau til en liden demonstration og svarede: „I dette tilfælde må jeg drikke den med al den ærbödighed, som skyldes hans højhed“, og rejste sig ret op, idet han så ærbødig som mulig drak af pokalen. En ung löjtnant og kammerjunker, Gyldenstjerne Sehested, der hørte til byens toneangivende unge herrer, blev strax meget begejstret over denne hans opförsel og bevidnede ham i alles påhör, hvor henrykt han var over den ærbödighed, hvormed han var optrådt. Værten udbragte derefter: „Naborigets skål!“ og henvendte denne til Martinau; enhver rejste sig derved, idet han drak, op fra sin stol, uden videre ceremonier. Men da raden kom til Sehested, rejste han sig op med pokalen højt loftet og sagde: „Jeg har her den ære at drikke hans majestæt, kongen af Sveriges skål!“ Dette, der formodentlig skulde være en slags tak for den måde, hvorpaa Martinau havde drukket kronprinsens skål, kom imidlertid meget uventet for de tilstedeværende, der ikke vidste, hvad de skulde sige hertil. Kun Martinau rejste sig op, og medens de övrige samtlige bleve siddende, havde man det syn at se ham og Sehested stående ved hver sin ende af bordet, i sine nationale farver. Lidt senere udbragte Martinau atter en skål: „Norriges frelsning!“ der dog ikke vakte noget opstyr, men ganske maskinmæssig gik sin tur rundt om bordet.
Så ubetydelig denne begivenhed end var, så nöd den dog æren af at blive indberettet til Gustav III med alle sine detaljer, ligeså vel som en anden, der forefaldt dagen
