endog hele to måneder, forinden han sendte ham en indbydelse til sit hus. Scheel måtte her öjensynlig handle efter ordre, da Martinau havde den opfatning, at han selv skammede sig over at være nödsaget til at behandle ham på en så lidet hensynsfuld måde, hvorfor han også hver gang de mödtes kom med undskyldninger over sin forsömmelse. Martinau havde siden sin tilbagekomst kun en eneste gang været i middag hos stiftamtmanden, indtil han for ganske nylig var bleven buden på et bal hos ham, hvad ikke vel kunde undgåes.
Under indflydelsen af denne tilbageholdenhed fra stiftamtmanden, og, som han selv troede, efter ligefrem påvirkning af denne, så Martinau på den måde sin selskabelige omgangskreds lidt efter lidt formindskes. Indbydelserne til ham og hans familie bleve stadig sjeldnere, og to af byens förste handelshuse fandt sig endog opfordrede til at vise regeringen sin hengivenhed ved aldeles ikke at invitere den mand, som i dens öjne skulde være mistænkt. Efter sin egen påstand besvarede han denne påfaldende fremgangsmåde kun med höflighed og opnåede også derved at tvinge en anden af byens förste familier til at indbyde ham til et bal. På de få steder, hvor han nu kom, fölte han sig tilbagestödt og fandt kun liden hjærtelighed. Hans damer havde også vanskeligheder ved at finde omgang, idet de af sit eget kön betragtedes som „farlige slanger“, der vilde lokke statshemmeligheder ud af dem, og når de gjorde et spörgsmål, fik de kun enstavelsesord til svar. Kort sagt, man behandlede general-konsulen og hans familie på samme måde som en fremmed minister, der må holdes i en vis afstand; det mærkelige ved det hele var imidlertid det, at Scheel fornöjede sig nok så godt med Martinau, når de
