da han bestemte sig for at ansætte en agent i Norge, så vare disse ialfald nu for en tid aflöste af ganske andre planer, og derfor måtte også hans general-konsul i Kristiania instrueres i overensstemmelse dermed, så at han ikke foretog sig noget, der kunde rokke tilliden til kongens hensigter hos den dansk-norske regering. Martinau tog sig imidlertid meget nær af, at hans herre blot havde kunnet nære tvivl om, at han altid havde iagttaget klogskabens bud, og udviklede i den anledning meget udförlig alt, som kunde overbevise kongen om, at han her havde vist al önskelig konduite. Han havde jo, skrev han i sit meget lange brev af 9 Februar 1788, allerede været udsat for den dansk-norske regerings mistanke, da han blev ansat i sin nuværende post, forinden han endnu havde sat foden på norsk grund; men efterat han var kommen til Kristiania, havde han ikke foretaget noget, som kunde bestyrke denne mistanke: „Deres majestæt kan være overbevist om, at jeg ikke skal skade alliansens store verk. Gud give dertil sin nåde! men uden denne mægtige stötte tvivler jeg derom; ti de have ikke mod til at afryste det moskovitiske åg.“ For at vise, at han var „suspect par la nature de la chose et non par la plus legère inconduite“, fortalte han, at man i Kristiania var bleven aldeles overrasket ved hans uventede ankomst forrige sommer, så at der ikke havde været tid til nogen påvirkninger, og som en fölge deraf havde han da fundet en oprigtig og venlig modtagelse. Da han om hösten kom derhen for anden gang, mærkede han imidlertid fölgerne af regeringens insinuationer, som nu havde fået anledning og tid til at virke. Stiftamtmanden fandt sig således ikke beföjet til at besvare Martinaus förste visit för efter tre ugers forlöb, og det varede
