Året 1772, der i Sverige blev epokegörende gennem Gustav IIIs revolution, var også i Norge ganske bevæget. Trykkefrihedens indförelse havde også her övet sine virkninger og endog fremkaldt avisartikler, der tolkede en misfornöjelse med de bestående forhold, som, om den end for öjeblikket ikke deltes af mange, dog var tilstede hos enkelte og ved given lejlighed lettelig kunde udbrede sig videre[1]. Den tidligere nærede plan om oprettelsen af en norsk bank kom derunder atter frem, optagen og stöttet af Østlandets störste handelshuse[2], og var i alle tilfælde et vidnesbyrd om, at man ikke i enhver henseende var tilfreds med den måde, hvorpå regeringen bestyrede Norges anliggender. Man var i Köbenhavn heller ikke uvidende om, at stemningen i Norge i sin helhed var mindre gunstig, end den ellers havde været, og sögte også efter evne at möde den fremspirende misfornöjelse i tide.
En sådan foranstaltning fra regeringens side var opsendelsen af prins Karl af Hessen, kongens svoger, til Norge. Denne unge fyrste havde allerede tidligere i 1766 været udnævnt til (titulær) „statholder og vicerex i Norge“, men havde (sandsynligvis i 1767) atter opgivet denne titel, da han da blev udnævnt til statholder i hertugdömmerne[3].
- ↑ Smlgn. L. Daae, Det gamle Christiania, s. 185 flg.
- ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I, s. 434–464.
- ↑ I 1770 fik Norge atter en statholder i Jakob von Bentzon, som tidligere kun havde fört titel af vicestatholder; men da han allerede i 1771 fik sin afsked af Struensee, blev denne værdighed heller ikke da af lang varighed. Statholderposten stod derefter ubesat lige til 1809, da prins Kristian Augusti den sidste tid af sit ophold i Norge blev udnævnt til feltmarschal og statholder.
