Nu blev han under 15 Oktober 1772 udnævnt til kommanderende general i Norge, hvilken stilling han siden indehavde lige til 1814, uagtet han kun enkelte gange besögte landet, men i regelen residerede på Gottorp slot. Prins Karl kom selv i November tilsös op til Kristiania med forudfattede indtryk om den der herskende misfornöjelse, men gjorde snart den opdagelse, at den hverken var så dybt indgroet eller så almindelig udbredt, som man i Köbenhavn var tilböjelig til at tro. Normændenes klager gjaldt nemlig for det meste kun lokale og tildels midlertidige forhold, som rigtignok ved at vare for længe kunde fremkalde en politisk utilfredshed, men som også meget let kunde afhjælpes og da ikke vilde have nogen langvarige fölger.
Prins Karl har selv i sine i 1861 udkomne memoirer udtalt sig om sit ophold i Kristiania og om den der rådende stemning. Han siger således, at aviserne i Kristiania allerede forinden hans ankomst havde dröftet det spörgsmål, om ikke Norge vilde være lykkeligere ved at forenes med Sverige, – en beretning, som dog udelukkende får stå for hans egen regning. Videre fortæller han, at der endog i statsrådet var faldt ord om, at han nok ved given anledning kunde falde på at opkaste sig selv til konge i Norge, og at diskussionen var endt med, at admiral Römeling havde erklæret, at dette dog vilde være bedre, end om Gustav III tog landet. Endvidere fortæller han, at der ikke var mange, som nærede tanker på en forening med Sverige, hvorimod der nok var dem, som vilde have en konge for sig selv, og derved lader prinsen fremskimte en antydning af, at dette parti nok gærne havde set ham som Norges konge. En sådan formodning fra hans side har dog neppe været synderlig grundet, da uafhængigheds-bestræbelserne ikke
