havde antaget så bestemte former, som dette vilde forudsætte[1].
Men endnu forinden man i Danmark var bleven opmærksom på, hvad der rörte sig i Norge, havde også den svenske regering fæstet sine öjne på dette land og betragtede nöje alt, hvad der foregik. Planen om at annektere Norge, der gennem århundreder havde foresvævet Sveriges störste konger, men hvis udförelse stedse var bleven forhindret, var nemlig nu atter kommen frem og var med en vis iver greben af Gustav III, som efter alt, hvad derom vides, må have troet den lettere at udföre, end den i virkeligheden var. Allerede som kronprins havde denne fyrste næret tanker om at forene Norge med det land, til hvis fremtidige styrer han ved sin födsel var kaldet, og han havde endog da havt sine udsendinge inde i Norge for at undersöge og, hvad dermed vel i grunden var ensbetydende, påvirke stemningen.
En af disse udsendinge var landshövdingen i Nerike og Vermeland, friherre Johan Abraham Hamilton, fra hvem der også er bevaret et brev, der omtaler resultaterne af en af hans rejser til Norge[2]. Da brevet er dateret 30 August 1770, er denne rejse sandsynligvis foretagen samme sommer. Det heder deri, at nationen i almindelighed var
- ↑ Prinsen fortæller også, at man ved det svenske hof kaldte ham „kong Karl“: par dérision, tâchant de donner par là de l’ombrage à Copenhague. Efter hvad den spanske gesandt, Llano, hvem han omtaler som sin intime, havde fortalt ham, skulde også Gustav III have sagt til denne: „Je ne sais comment le Prince Charles a fait, mais il a coupé toutes mes liaisons en Norvège, dont j’étais sûr; mais ile veulent en faire leur Roi.“ Mémoires de mon temps, dictés par S. A. le landgrave Charles, prince de Hesse, s. 71 flg.
- ↑ Nordisk universitets-tidsskrift, 1861–1862, 4de hefte, s. 6.
