forsikret om den dansk-norske regerings hensigter under en svensk-russisk krig. I denne henseende kunde han ikke uden videre være rolig, da der gaves en traktat af 1773, hvorefter Rusland i tilfælde af angreb var berettiget til at vente understöttelse fra dansk og norsk side, ligesom han på sin side bestandig var optrådt på en alt andet end tillidindgydende måde. En sådan traktat kunde dog omgöres, og for personlig at virke for sin sag var det, at Gustav III foretog den rejse til Köbenhavn, som gav Martinau stof til flere breve og, hvis man tör anse hans beretning for en pålidelig kilde, skulde have vakt megen glæde hos Normændene. Imidlertid var dog den jubel, hvormed Martinau havde fundet sig beföjet til at hilse denne begivenhed, noget overilet, og de store fölger, som han, og vistnok også andre med ham, havde ventet sig deraf, udebleve aldeles, idet regeringen i Köbenhavn ikke lod sig påvirke til at opgive sine tidligere forbindelser med Rusland og at tro på oprigtigheden af sin gamle fiendes pludselige omvendelse.[1]
Det eneste positive udbytte, som det lykkedes Gustav III at bringe med sig tilbage fra sin rejse, var et venskabeligt brev fra Kristian VII, der bagefter kunde fremvises for hans råd og for dette tjene som vidnesbyrd om, at det, som han havde tilsigtet, var at få sikkerhed for den dansk-norske regerings holdning, og at dette på en måde også var opnået.
- ↑ En fremstilling af disse forhold findes hos E. Holm, Danmarks politik under den svensk-russiske krig 1789–1790 (trykt i det danske videnskabs-selskabs skrifter, femte række, histor.-filos. afdeling, IV b, side 35 flg. – også særskilt). Senere har den samme forfatter meddelt Bernstorfs beretning om de forhandlinger, som han under Gustav IIIs besög i Köbenhavn förte med denne, i Dansk historisk tidsskrift, fjerde række, 1, 679 flg.
