Så meget havde han i ethvert tilfælde havt anledning til at overbevise sig om ved sit personlige samvære med kronprinsen og Danmarks ledende mænd, at disse nærede et oprigtigt önske om at bevare freden i Norden, og der var altså ingen grund for ham til at frygte noget fra denne kant, hvis han selv holdt sig rolig. Men det var netop dette, han ikke havde til hensigt, og deri lå allerede på forhånd faren for, at hans tilnærmelses-forsög skulde blive ganske resultatlöse. Imidlertid gjorde Gustav 111 forelöbig alt muligt for at give det udseende af, at han havde opnået, hvad han vilde, eget den dansk-norske regering ikke var uvillig til at gå ind på hans forslag om tilnærmelse, som da skulde danne grundlaget for nye politiske kombinationer. I dette lys fremstillede han også selv bagefter sagen for sit råd. På den anden side havde det dog lykkets for ham at bibringe den dansk-norske regering den mening, at han for öjeblikket nærede fredeligere tanker, og at han også ligeoverfor Rusland vilde fölge en politik, der forebyggede det brud, hvorefter han nys havde tragtet. Under denne forudsætning havde man i Köbenhavn vist sig imödekommende, medens Gustav III var gået ud fra det modsatte synspunkt. Når så modsætningen mellem begge parters forskellige opfatning kom for en dag, vilde den gensidige skuffelse fremtræde så meget stærkere, og den dansk-norske regering måske fastere end nogensinde stå ved sit forsvarsforbund med den russiske. Der-med var i grunden det kommende års politik bestemt, uagtet den dansk-norske regering fremdeles gjorde, hvad den formåede, for at forebygge et fredsbrud og muliggöre bevarelsen af det venskabelige forhold.
Uafhængig af disse politiske forhold havde det allerede i 1787 været bestemt, at en del af den norske hær i det kommende år skulde samles til en lystlejr ved Frederikstad
