hösten 1787 havde, foretaget en stor svingning, og at han efterstræbte et forbund med det dansk-norske monarki, rettet imod Rusland; det var kun tvivlsomt, om dette var ærlig ment, og om der ikke bag den venlighed, som for öjeblikket fremskinnede af hans hele optræden mod sin vestlige nabostat, alligevel kunde skjule sig planer, som ikke vel tålte at komme frem i dagens klare lys. Gustav III var en sådan personlighed, at der kunde tiltroes ham alt, og man måtte aldrig stole for meget på hans ord. I virkeligheden havde han dog nu forelöbig opgivet alle sine gamle erobringsplaner for i det sted at kaste sig ind i nye idéer, idet han ved en krig mod Rusland vilde samle alle Svenske og Finner om sig og aflede deres opmærksomhed fra den indre politik, som da var begyndt at antage et præg, der ikke synderlig huede ham. Intet foretagende forekom ham under de daværende forhold mere skikket til at opnå dette mål, end netop en krig med Rusland, som desuden på den tid, da dette rige befandt sig i krig med Tyrkiet, kunde föres under ganske gunstige udsigter, da Sverige kunde stotte sig til England og Preussen, der nu holdt stærkt sammen. Tiden var fuld af brydninger mellem de politiske modsætninger; hele Europa befandt sig i en tilstand, der besad så meget af krigens uro, at den ikke kunde kaldes fred, og da var ikke Gustav III den mand, som önskede at holde sit land udenfor det store sammenstöd, som syntes at rykke nærmere og nærmere. Ligesom han nogle år tidligere, under noget lignende omstændigheder, havde tænkt at benytte disse til at kaste sig over Norge, gjaldt nu hans forhåbninger en krig mod Rusland, og dette land optog nu alle hans tanker.
Forat det skulde kunne være muligt at rette et angreb fra Finland mod den russiske kejserstat, var det imidlertid en nödvendighed for Gustav III at have ryggen fri og være
